ERHVERVSEVNETAB

Såfremt din skade har medført en varig nedsættelse af din evne til at skaffe dig indtægt ved arbejde, kan du få en erstatning for tab af erhvervsevne.

Din erhvervsevne skal være forringet med minimum 15 %.

Ved bedømmelsen af dit erhvervsevnetab tages der hensyn til dine muligheder for at skaffe dig indtægt ved et arbejde, der med rimelighed kan forlanges af dig henset til evner, uddannelse, alder og muligheder for omskoling, genoptræning og lignende.

Ved beregningen af erstatningen tages der udgangspunkt i, hvad du kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis skaden ikke var sket, sammenholdt med, hvad du på afgørelsestidspunktet kan eller bør være i stand til at tjene med skaden.

Din årsløn i form af din samlede arbejdsfortjeneste de sidste 12 måneder forud for skaden, viser din indtjeningsevne og dermed din værdi på arbejdsmarkedet på tidspunktet for skaden, hvorfor årslønnen vil indgå i beregningen af din erstatning for erhvervsevnetab. Hvis du eksempelvis er studerende eller lignende, vil årslønnen blive fastsat ud fra et skøn. I forbindelse med et sådant skøn vil der bl.a. blive taget hensyn til gennemsnitlige lønninger i din branche, dit uddannelsesniveau og tidligere års indtægtsforhold.

Erstatningen reduceres afhængig af din alder ved skadens indtræden, idet det reduceres fra det fyldte 29. år ved skadens indtræden.

Erstatning for erhvervsevnetab er skattefri.

Særlige regler finder anvendelse for børn og unge, som er under 15 år ved tilskadekomsten. Her fastsættes erstatningen for tab af erhvervsevne på grundlag af méngraden samt en årsløn, der er fastsat i erstatningsansvarsloven og reguleres årligt.

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter